Førstehjælpen ændres
Chancerne kan dog forbedres yderligere, hvis førstehjælperen nøjes med at trykke på brystkassen og springer indpustningen af luft over - modsat de retningslinier der i dag findes på området.
"Ved hjertestop uden for hospital er det hjernen og hjertet, der skal have hjælp, ikke lungerne. Når man holder pause med at trykke brystet sammen for at give mund-til-mund, holder blodet op med at flyde og organerne sulter bogstavelig talt," siger Gordon A. Ewy, direktør for Sarver Heart Center ved University og Arizona.
I Danmark blev anbefalingerne ændret sidste år, så man nu skal give færre pust og flere tryk på brystkassen (før var det 15 tryk - nu er det 30), og man anbefaler at starte den livreddende førstehjælp med hjertemassage, hvor man før anbefalede at starte med mund-til-mund.
Den amerikanske førstehjælpsekspert, Gordon A. Ewy mener, at det er nødvendigt at lære lægmands-førstehjælperne at skelne mellem åndedrætsproblemer og hjertestop som årsag til bevidstløshed. Ved hjertestop skal al indsats gå ud på at få pumpet blod til hjernen, så her skal blot gives kraftige tryk på brystkassen, 100 gange i minuttet non-stop, til hjælpen når frem, siger Ewy.
"Det er rigtigt, at vi er blevet meget hjertefokuserede i førstehjælpen i dag, hvor det i gamle dage mere handlede om drukneulykker, som mange måske kan huske," siger Mogens Lytken Larsen.
"Hvis Ewys fund kan bekræftes af andre, så vil det klart blive taget med i overvejelserne," siger Mogens Lytken Larsen.
"Det er vigtigt bare at gå i gang og ikke vente for længe. Derfor handler det for os også om at få et ukompliceret budskab ud. Især er det vigtigt at få fjernet folks barriere mod at gå i gang med at hjælpe," siger Lytken Larsen.
Langt de bedste chancer har hjertestoppatienten dog stadig, hvis han falder om i nærheden af en elektrisk defibrillator, som bliver hængt op flere og flere steder. De er beregnet til at kunne bruges af enhver borger og giver selv instruktioner både i hjertemassage og brug af "støderen" i apparatet.